Sådan støtter du dit barn til parkour uden at presse

Spørg til oplevelsen før resultatet

Prøv “Hvad var sjovt at øve?” eller “Var der noget, du gerne ville have forklaret igen?” frem for at spørge, hvor højt barnet sprang. Barnet kan have arbejdet koncentreret med en lille overgang, som ikke ser særlig dramatisk ud fra sidelinjen.

Lad barnet fortælle færdigt, før du foreslår en løsning. Hvis der var noget ubehageligt, så hjælp med at beskrive situationen konkret: Hvad skete der, hvem var til stede, og hvad havde barnet brug for?

Aftal din rolle med træneren

Spørg, hvor forældre må opholde sig, og hvornår det passer at tale sammen. Råb fra sidelinjen kan konkurrere med instruktionen. Lad træneren styre den tekniske opgave, og brug en rolig samtale efter timen til spørgsmål.

Fortæl om relevante forhold, som påvirker deltagelsen, men del kun det nødvendige. Hvis barnet ofte føler sig presset eller ikke ved, hvem det kan gå til, er det et emne, klubben skal hjælpe med at løse.

Giv plads til at sige fra

Et barn skal kunne bede om en pause eller en lettere variant uden at skulle forsvare sin beslutning. Anerkend, når barnet stiller et spørgsmål eller fortæller, at noget ikke passer. Det er også en del af at lære at deltage i en aktivitet.

Undgå at love en gave for at gennemføre et bestemt spring. Hvis I gerne vil markere indsatsen, så knyt det til noget, barnet selv kan styre, som at prøve en time, pakke tasken eller fortælle om en øvelse.

Gør hverdagen omkring træningen enkel

Tjek pasform og slid på sko, pak vand, og kend aftalerne om aflevering og afhentning. Spørg barnet, om tøjet fungerer, når det bevæger sig. Mere udstyr er sjældent svaret på manglende tryghed ved et hold; begynd med en samtale om undervisningen.

Spørgsmål og svar